Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonFørste indtryk: Sådan fungerer Sonos' nye funktioner inkl. AI-taleforbedring - FlatpanelsDK

Første indtryk: Sådan fungerer Sonos' nye funktioner inkl. AI-taleforbedring

08 Jul 2025 | Rasmus Larsen |

Sonos har for nylig udrullet en pulje nye funktioner såsom taleforbedring (via AI), TrueCinema og Hjemmebiograf for to (med Ace). Her er Flatpanels' indtryk fra lanceringen.

Nyhederne blev tilføjet via to store softwareopdateringer i maj og juni, og Sonos valgte at præsentere tingene samlet på deres europæiske hovedkontor i Hilversum, Holland.

Her gav Sonos' ingeniører og produktfolk Flatpanels og andre medier mulighed for at komme bagom teknologien, stille spørgsmål, og ikke mindst afprøve tingene.


Sonos Arc vs. Arc Ultra

Det er særligt Sound Motion-enheden, der adskiller Sonos Arc Ultra fra forgængeren Arc. Foto: Flatpanels

Sound Motion til bas

I 2022 opkøbte Sonos det hollandske selskab Mayht for 100 mio. dollar, altså tæt på 700 mio. kroner dengang. Den såkaldte neodym-magnet-teknologi er et af de største gennembrud i lydteknik i næsten 100 år, ifølge Sonos. Teknologien har fået navnet Sound Motion og det er en ny metode til at skabe en basenhed på, som er både kraftfuld og kompakt. Det er hemmeligheden bag den kraftfulde bas i Sonos Arc Ultra, men selskabet lægger op til, at teknologien senere finder vej til andre produkter. Det er ikke en subwoofer – dem sælger Sonos stadig særskilt – men en enhed til de dybe og lidt højere basfrekvenser.

Sonos Sound Motion

Sonos mener, at de har fat i noget stort med Sound Motion-teknologien. Foto: Flatpanels

Selvom Sonos ikke vil tale om fremtidsplanerne, så er det tydeligt, at de mener, at de har fat i noget stort her. I stedet for den klassiske kegleform i højttalerenheder, er Sound Motion-enheden i Sonos Arc Ultra elliptisk og producerer bas sådan her: Den sære lyseffekt skyldes, at videoen er optaget under stroboskop-lys for at kunne se enhedernes bevægelse. Hvad Sound Motion konkret giver til Sonos Arc Ultra har vi allerede beskrevet i testen af Sonos Arc Ultra. Teknologien adskiller sig markant fra basenheden i den ældre Sonos Arc, men i stedet for at vi genfortæller Sonos' ord, optog vi præsentationen af Sonos-medarbejderne, der i sin tid udviklede teknologien hos Mayht.

Bedre taleforbedring

En nyhed, som er kommet efter vores test af Arc Ultra, er taleforbedring udviklet ved hjælp af maskinlæring, i populær tale AI. Der er nu fire niveauer (Lav, Mellem, Høj og Maks) af taleforbedring, hvor Mellem er en balancegang og Maks er til folk med nedsat hørelse. Du vil nok være enig med os i, at de klassiske funktoner til taleforbedring aldrig har været optimale. De er typisk designet på en måde, så de hæver lyden i centerkanalen eller forsøger at hæve frekvenserne, hvori stemmer ligger. Problemet er, at hverken centerkanalen eller de frekvenser, hvori stemmer typisk indgår, kun indeholder stemmer. Så man booster også alt det støj, der er i selvsamme kanal/frekvenser, hvilket modvirker taleforbedringen.

Sonos Speech Enhancement

Speech Enhancement – taleforbedring – styres via Sonos appen. Foto: Flatpanels

Hvad Sonos har gjort – ligesom visse andre producenter – er at forsøge at trække stemmer ud af lydsporet ved hjælp af en algoritme oplært på maskinlæring. Altså kun de stemmer, man ønsker at høre – ikke baggrundsstøjen i en café. Vi kender til lignende tilgange fra Apple, Samsung og Sony. Vores oplevelse er, at særligt Sonos' Mellem-funktion er effektiv. Den giver en god balance mellem at holde filmlyden filmisk og booste stemmerne, så man kan høre dem. Lav-niveauet føles lidt overflødigt og Høj-niveauet påvirker resten af lydbilledet for meget. Vi opfordrer Sonos til også at lancere den nye taleforbedring til andre soundbarer. Den virker pt. kun med Arc Ultra. Britiske RNID (Royal National Institute for Deaf People) har været involveret i udviklingen, hvilket afspejler sig i Maks-niveauet, men det har også hjulpet Sonos med at designe funktionen helt overordnet. Det forklarer Sonos nærmere i videoen herunder.

Spatial audio og TrueCinema

I juni kom så den store opdatering til Sonos' hovedtelefoner, Ace, med følgende funktioner: Personal Home Theater for Two, TrueCinema, forbedret støjreduktion og bedre SideTone. De to sidste vedrører primært musik og taleopkald, så lad os holde fokus på de to første til filmlyd. TrueCinema er en forlængelse af spatial audio – rumlig lyd – og idéen er, at Ace-hovedtelefonerne ikke kun udvider lydbilledet (spatial audio), men også tager rummets akustisk i betragtning. Her er vi ikke helt så overbeviste. I de af Sonos udvalgte filmsekvenser havde vi faktisk svært ved at høre forskel på TrueCinema slået til og fra. Det var vi ikke ene om. Testrummet hos Sonos var – ikke overrraskende – ret akustisk veldesignet. Flatpanels har også prøvet funktionen i en typisk dansk stue, hvor det åbner lyden en smule mere, men effekten er stadig begrænset.

Sonos TrueCinema

TrueCinema styres via Sonos appen. Foto: Flatpanels

Dét, der gør udslaget, er i stedet spatial audio, altså hvor hovedtelefonerne får et Dolby Atmos eller 5.1 lydspor fra soundbaren og får det til at lyde som om, at man sidder i et rum med mange højttalere. Lyden rykker sig nærmest ud af hovedtelefonerne, så det lyder som om, at tale kommer henne fra TV'et og effekterne ude i rummet. Du bør prøve det, hvis du ejer Ace og en Sonos soundbar. Sonos er efter vores opfattelse er en af de to førende på dette område, med mindre man også inddrager gaming. Den direkte konkurrent er Apple med deres AirPods spatial audio. Effekten hos Apple er lidt bedre, efter vores mening, men man kommer også langt hos Sonos. Fordelen hos Sonos er, at det virker med alle lydkilder inkl. HDMI-tilkoblede afspillere og spilkonsoller. Det skyldes, at Sonos' spatial audio har soundbaren som hjerne i systemet, hvorimod Apple TV 4K er hjernen i systemet med AirPods spatial audio.

Sonos Ace

Personal Home Theater for Two-funktionen giver dig hjemmebiolyd uden at fylde stuen med højttalere – dog uden subwoofer-lyd. Foto: Flatpanels

Hjemmebio for to

Med Personal Home Theater for Two-funktionen kan man få spatial audio i to sæt Ace samtidig, f.eks. hvis to personer vil have den store film- eller spillyd, mens børnene sover, eller hvis man bare ikke har et surround-system derhjemme. Hidtil var det begrænset til ét sæt Ace. Det fungerer stadig rigtig godt med to sæt Ace, men ikke længere med head-tracking. Det vil sige, at dialog fra filmen ikke længere forbliver ovre ved TV'ets position, men nu flytter sig sammen med dit hoved. Det savnede vi lidt. Sonos var ikke afvisende for, at det kan komme til at virke i fremtiden, idet forbindelsen til Ace kører på WiFi – ikke Bluetooth - og soundbaren processerer lyden – ikke Ace – men i første omgang har man fokuseret på stabilitet. Samme svar fik vi til spørgsmålet om samtidig tilslutning af mere end to sæt Ace i fremtiden. Vil du dykke ned i, hvordan systemerne er designet, så optog vi også Sonos' præsentation af de nye funktioner til Ace.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Første indtryk: Sådan fungerer Sonos' nye funktioner inkl. AI-taleforbedring

08 Jul 2025 |

HDMI 2.2 frigivet: Klarer 4K 480Hz, 8K 240Hz, sågar 16K

26 Jun 2025 |

Første kig: 2025 Philips TV inkl. 4-lags OLED

18 Mar 2025 |

Eksklusivt første kig: Sonys imponerende next-gen RGB LED teknologi

13 Mar 2025 |

Eclipsa Audio kommer også til Google TV, LG TV, Android mv.

13 Feb 2025 |