Da Googles Chromecast tv-dongle blev lanceret var det med begrænset udvalg. Det er sidenhen udvidet en smule og nu kommer 10 nye apps til, herunder Plex. En global lancering er også under opsejling, så Chromecast måske snart kan få danske apps.
Optakt til global Chromecast lancering
Chromecast er en interessant løsning og har potentialet til at blive en interessant platform og alternativ til Airplay. I USA er der netop tilføjet 10 nye tv-apps. Det vidner ikke mindst om, at udviklerne er ved at blive opmærksomme på løsningen.
Den mest markante tilføjelse er Plex, som er en mediecenterløsning, der kan streame film og andre mediefiler fra f.eks. en netværksharddisk til tv-skærmen via Chromecast.

Chromecast har fået 10 nye apps, og der er optakt til global lancering
Chromecast er endnu ikke officielt tilgængelig udenfor USA, selvom den dog kan købes gennem uofficielle forhandlerkanaler. Det ændrer dog ikke på det faktum, at danske udviklere og tv-tjenester ikke får adgang til produktet, før det officielt lanceres herhjemme. I den seneste tid har der været flere tegn på, at Chromecast dels får en større rolle, dels er på vej ud på det internationale marked. Sker det, håber vi danske streamingtjenester såsom HBO, YouBio, Viaplay og TV 2 Play får øjnene op for løsningen.
Der er nu i alt 17 apps til Chromecast. Blandt de andre nye finder man Vevo, Red Bull.TV, Songza, Washington PostTV, RealPlayer Cloud, Avia, Revision3, Viki og BeyondPod.
De importerede Chromecast sælges lige nu for omkring 500 kroner herhjemme. Læs også vores omfattende test af Chromecast.