Marshalls bluetooth-højttalere er blevet populære i Danmark og udland. Nu udvider den britiske producent til TV-lyd. Det første produkt er en 5.1.2-kanals soundbar, Heston 120.
Guitarister kender Marshall fra deres guiter-forstærkere, men med udvidelsen til musiksystemer har Marshall formået at etablere sig som et forbrugerelektronikmærke med et unik formsprog, der trækker tråde tilbage til guitarer.
Selskabets første soundbar, Heston 120, har samme visuelle træk, blandt andet tre retro-drejeknapper i gyldent metal. Resten af soundbarens overflade har synlig tekstur. Marshall kalder det rock 'n' roll flair og tilføjer, at soundbaren med tiden kan repareres med udskiftelige dele.

Marshall Heston 120 har retro-drejeknapper. Foto: Marshall
Første af flere TV-lydprodukter
Marshall oplyser, at Heston 120 er det første produkt i deres nye satsning på TV-lydprodukter.
Der kommer senere en Heston 60, hvilket lyder som en billigere soundbar, og en ekstern subwoofer kaldet Heston Sub 200, der kan tilsluttes soundbarerne. Modelnummeret indikerer, at det næppe bliver den eneste subwoofer fra Marshall. Baghøjttalere nævnes ikke.
Dermed kaster Marshall sig over et segment, der allerede serviceres af mærker lige fra LG og Samsung til Sonos og Sony. Heston 120 skal konkurrere med f.eks. Sonos Arc Ultra.
Atmos, DTS:X og Auracast
Marshall Heston 120 har 11 drivere indbygget, der skaber 5.1.2 kanaler, altså både side- og loftvendte enheder. Disse bruges blandt andet til Dolby Atmos og DTS:X, som begge understøttes.
Soundbaren tilsluttes TV'et via HDMI eARC, men det er også muligt at tilslutte en afspiller direkte til HDMI-indgangen i soundbaren, der kan lade 4K 120Hz Dolby Vision signaler passere, altså HDMI 2.1.
Via appen til smartphone kan man rumkalibere.

Skabt til musik – virkelig?
Selskabet hævder, at Heston 120 er skabt ligeligt til tv-brug og musik. Flatpanels har endnu ikke lyttet til Heston 120, men hvad angår musikydeevnen stiller vi os skeptiske.
Vi er sikre på, at musikken spiller, men gennem vores testarbejde har vi endnu til gode at finde en soundbar, der leverer rosværdig ydeevne udi musik, hvilket grundlæggende skyldes soundbar-formen. Det blev for nogle år tilbage starten på vores jagt på soundbar-alternativer.
Se også: Flatpanels' anmeldelser af TV-lydprodukter
- "Vi ved, at soundbar-ejere bruger deres soundbar til at lytte til musik, men de fleste soundbars er ikke bygget til både musik og TV. Det gav os en eksistensberettigelse og en mulighed for virkelig at skinne med vores arv inden for musik og lyd," siger Anders Olsson, Senior Product Manager, Marshall. "Vi brugte hundredvis af timer på at finjustere Heston 120. Det var vigtigt for os at bruge lige meget tid og energi på både TV og musik – ikke at prioritere det ene over det andet."
Til musikbrug understøttes Google Cast, AirPlay, Spotify Connect og Tidal Connect, og for første gang Bluetooth Auracast, der kan broadcaste lyd til et nærmest ubegrænset antal hovedtelefoner samtidig.
Heston sættes til salg på selskabets egen hjemmesiden i staten af juni til 1000 Euro (7500 kroner). Den kommer til salg hos andre forhandlere i midten af september.
Marshall Heston 120 – specifikationer
Flatpanels