Efter lang tørke, begynder LG Display igen at investere i ny OLED-teknologi, produktion og udstyr. Der investeres 1.26 billioner won (ca. 6 mia. kroner) i denne omgang.
Det sker blot to måneder efter, at LG Display solgte sin sidste fabrik til LCD TV paneler til kinesiske TCL CSOT for cirka 1,5 mia. dollar, altså et komplet exit fra LCD TV paneler.
Ligesom Samsung Display satser LG Display nu udelukkende på OLED, hvorfor det ikke er overraskende, at selskabet øger sine investeringer i teknologien. De omtrent 6 milliarder kroner investeres over en periode frem til juni 2027.
Næste generations OLED-teknologi
LG Display oplyser til koreanske medier, at investeringen vil gå til infrastruktur og produktionskapacitet til nye OLED-teknologier. 55% af det samlede beløb afsættes til produktionscentret i Paju, Sydkorea.
- "Den sydkoreanske skærmpanel-virksomhed sagde, at midlerne vil blive brugt til opbygning af infrastruktur, inkl. udstyr, til at anvende nye OLED-teknologier. Faciliteterne vil blive brugt til at fremstille paneler og moduler med anvendelse af næste generations premium OLED-teknologier," skriver den koreanske avis The Elec (maskinoversat).
Præcis hvad LG Display planlægger at investere i står dog ikke klart, idet selskabet allerede producerer de nye 4-lags RGB Tandem OLED-paneler.
LG Display gav heller ikke en statusopdatering på den længe ventede 10.5G produktionslinje til "super-sized OLED". Planerne for 10.5G blev annonceret helt tilbage i 2017.
- Kilde: The Elec