Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonApple åbner sit Immersive Video-format så alle kan producere indhold - FlatpanelsDK

Apple åbner sit Immersive Video-format så alle kan producere indhold

20 Jun 2025 | Rasmus Larsen |

Efter at have produceret flere betagende videoer, åbner Apple i år sit Immersive Video-format for udviklere og indholdsskabere. Dermed kan brugerne se frem til meget mere indhold.

Har du hørt, at Apple har introduceret sit eget Spatial Audio-format? Det er påkrævet, når der produceres Apple Immersive Video-indhold.

Det er dog ikke den eneste store nyhed indenfor 'immersive' indhold, for selskabet havde også følgende udmelding på WWDC 25:

- "Nu, for den ultimative immersive oplevelse, er der Apple Immersive Video, som vi i år for første gang gør tilgængeligt for udviklere og indholdsskabere," annoncerede Dave Addey, Spatial Media Engineer hos Apple (maskinoversat).


Som at være der selv

Hvis du endnu ikke har oplevet indhold i Apple Immersive Video-format, så har du i den grad noget til gode. Det er fantastisk. Apple Vision Pro kan prøves i Apple-butikker i lande, hvor headsettet er lanceret. Det er det endnu ikke i Danmark. Læs også: Første kig i Apple Vision Pro: En videorevolution Apple brugte på WWDC 25 sin Wild Life-titel som eksempel. Her bliver seeren transporteret til Kenya for at møde elefanterne i Sheldrick Wildlife Trust. - "Denne scene ville være næsten umulig at opleve i virkeligheden, men med Apple Immersive Video føles det, som om du virkelig er der," sagde Dave Addey.

Apple Immersive Video

Apples Wild Life transporterer dig ind i elefanternes verden. Foto: Apple

Sådan kommer man i gang

Indholdsskabere skal bruge Blackmagic URSA Cine Immersive-kameraet, der blev annonceret sidste år som det første kamera til Apple Immersive Video. Det koster knap 200.000 kroner (30.000 dollar). Kameraet optager i 8160x7200 pixels per øje i op til 90fps. Det svarer til 10 milliarder pixels i sekundet. De ekstreme videofiler kan redigeres på en Mac med DaVinci Resolve Studio. Immersive video leveres til seeren på Apple Vision Pro headsettet enkodet i MV-HEVC med 4320x4320 pixels per øje, 90fps billedfrekvens og 180-graders 3D. Apple åbner ikke for, at andre VR-headset kan bruges – i hvert fald ikke i denne omgang.

Blackmagic URSA Cine Immersive

Blackmagic URSA Cine Immersive-kameraet kræves for at producere indhold i Apple Immersive Video-formatet. Foto: Apple

Canal+ ombord – hvad med Disney?

Hvem kommer til at producere video i Apple Immersive Video-format? Der er ikke offentliggjort mange detaljer ud over at Canal+ har afsløret planer for første tredjepartstitel; en dokumentar om Johann Zarcos sejr i det franske Grand Prix 2025. Apples tætte partner Disney ligner et oplagt bud, men det er kun spekulation. Apple annoncerede også, at spatial video bliver langt mere udbredt med visionOS 26, som udrulles til efteråret, og vil kunne opleves på tværs af apps. - "I visionOS 2 kan spatial video afspilles med spatial styling i din egen app ved hjælp af QuickLook PreviewApplication API. I visionOS 26 bringer vi den samme spatial styling til alle Apples medieafspilnings-API'er. Vi tilføjer QLPreviewController support i QuickLook samt understøttelse i AVKit, RealityKit, Safari og WebKit, så du kan integrere spatial video, som du ønsker, i din app med understøttelse af HTTP Live Streaming, eller HLS," sagde Dave Addey.

Apple Immersive Video

Nogle af de Apple Immersive Video-titler, der kan ses med Apple Vision Pro. Foto: Apple

IMAX-film uden sorte bjælker

Apple Vision Pro er den første og eneste enhed, som kan vise film i IMAX 1.43:1 billedformat udenfor biografen. Indtil videre findes dog kun teaser-indhold. Visse IMAX-film udgives på streaming i det mindre ekspansive, men stadig udvidede IMAX 1.78:1 billedformat. Disse film skifter til tider fra ultrabredt 2.76:1 til 1.78:1 undervejs mellem scener, hvilket vi har set med Marvel- og Christopher Nolan-film, og senest med Sinners. visionOS 26 tilføjer understøttelse af dynamiske skift i billedformat mellem scener. Dermed kan sorte bjælker fjernes endegyldigt (de er allerede væk i film, der ikke skifter format undervejs). - "En nyhed i visionOS 26 er, at 2D- og 3D-videoer kan angive en dynamisk maske pr. frame for at ændre eller animere deres billedstørrelse og billedformat, for at understøtte fortællingen, eller for at kombinere arkiv- og nutidige optagelser i en enkelt scene uden at skulle vise sorte bjælker for letterboxing eller pillarboxing," forklarede Dave Addey. "Denne slags gnidningsfri overgang, med en indramning, der passer til hvert enkelt scene, er kun mulig på en spatial computer." Dette kommer oveni de andre nye videoformater, der tilføjes support for i visionOS 26.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Færdig dansk serie fra 2024 endt i streaming-limbo

27 Oct 2025 |

Norlys tv-pakker bliver endnu dyrere i 2026

27 Oct 2025 |

Philips genopliver Ambilight TV parring med Hue & flere lamper

24 Oct 2025 |

Betting-reklamer forbydes på tv før og under kampe

24 Oct 2025 |

Hvem vil købe Warner Bros?

24 Oct 2025 |

Vimeo tilføjer support for VR180 og Apple Immersive Video

24 Oct 2025 |