Norlys har frigivet version 2.0 af sin app til Smart TV med nyheder såsom arkivmateriale fra partnere samt 'fortsæt med at se'- og 'start forfra'-funktioner.
Kunder hos tv-distributøren Norlys, der er sammenlægningen af Stofa og Boxer, har længe efterlyst nogle af de funktioner, som findes hos konkurrenter.
Norlys har lyttet til kritikken og udruller nu en lang liste af forbedringer.
Nye funktioner og visuelle ændringer
Norlys oplyser, at der i appen er visuelle ændringer i blandt andet hovedmenuen, programbladet og afspilleren.
Der er nu adgang til arkivmateriale fra indholdspartnere og mulighed for at afspille programmer syv dage tilbage i tiden fra TV-guiden.
Der er desuden kommet funktioner såsom 'Fortsæt med at se' og 'start forfra' på live-tv. På nogle tv-udbyderes kanaler kan man pause og spole.
Først til Samsung
Norlys siger, at version 2.0 udrulles i denne uge til alle Samsung Smart TV med Tizen-styresystem fra årgang 2019 og fremefter. Det vil sige Tizen 5.0 og højere.
Det oplyses, at nogle af de funktioner, der annonceres i dag til Smart TV, allerede findes i appen til Google TV og Apple TV.
De mange funktioner er kun tilgængelige, hvis man er kabel-tv- eller streaming-kunder hos Norlys. Det virker ikke for antenne-kunder, altså de tidligere Boxer-kunder.
Norlys appen findes på nuværende tidspunkt ikke til TV-platforme såsom LGs webOS, Amazons FireTV og Hisenses Vidaa. Selskabet havde ikke noget nyt at annoncere på den front, da Flatpanels spurgte ind til det.
Den opdaterede app fra Norlys
| Den nye version (v. 2.0.0) inkl. bl.a. :
- Adgang til arkivmateriale fra vores samarbejdspartnere
- Ny funktion: Fortsæt med at se
- Ny funktion: Start-forfra på Live-programmer
- Ny funktion: Afspil programmer 7 dage tilbage i tiden fra tv-guide (catch up / SSF+)
- Ny funktion: Afspil relateret episode fra episodelisten i produktbladet og vælg mellem forskellige udbydere
- Ny funktion: Pause/Genoptag og Spol, afhængigt af udbyderens rettigheder
- Ny funktion: Favoritfunktion
- Visuelle ændringer til bl.a. afspilleren, programbladet, hovedmenuen osv.



|
Flatpanels