Mens Sony og Nintendo har succes, kæmper Microsoft og Netflix med udfordringer i deres spilafdelinger. Xbox fyrer igen igen et stort antal ansatte, mens Netflix fjerner over 20 spil.
Sony har stor succes med sin PlayStation 5 konsol, der dominerer i Europa, Nordamerika og Asien. PlayStation 5 har fået et yderligere boost efter Microsoft er begyndt at dele ud af sine eksklusive spil.
Nintendo oplever ligeledes succes med Switch 2, der i forbindelse med lanceringen er blevet den hurtigst sælgende konsol i historien. Den nye hybridkonsol afløser den originale Switch, som har været den bedst sælgende konsol gennem flere år.
Xbox fyrer
Microsoft vil gennemføre en "stor fyringsrunde" i Xbox i næste uge ved udgangen af regnskabsåret, ifølge erhvervsmediet Bloomberg. Flere tusinde ansatte må angiveligt vinke farvel.
Det vil være den fjerde fyringsrunde i Xbox afdelingen i de seneste 18 måneder.
Fyringerne følger i kølvandet på Microsofts rekordkøb af spilstudiet Activision Blizzard til 69 milliarder dollar. Microsoft har også justeret sin gamingstrategi, så den ikke længere er bundet op på egen konsol. Tilgængeligheden af Xbox konsoller har i månedsvis været svindende på markeder rundt om i verden inkl. Danmark.
Nu skal alle enheder være en Xbox, ifølge selskabet. Strategien involverer streaming af spil via apps til blandt andet Smart TV. Xbox appen er imidlertid stadig fraværende på nogle af de største platforme, såsom Google TV og Apple TV.
Netflix fjerner spil, justerer strategi
Netflix kæmper også med sin satsning på spil, og i løbet af juli fjerner streaminggiganten 22 spil fra kataloget.
Det omfatter titler som Hades, Monument Valley og Golden Idol-spillene. Se hele listen nederst.
Det sker efter Netflix har rusket op i sin gaming-afdeling, så der skal satses på andre typer spil. Den nye chef for Netflix Games, Alain Tascan, har sagt, at Netflix vil udgive sine første spil udviklet specifikt til TV'et hen imod udgangen af 2025.
På nuværende tidspunkt virker Netflix' spil kun til iOS og mobil-Android via download. Selskabet har eksperimenteret med streaming af spil igennem længere tid.
Spil der fjernes på Netflix
| Battleship
Braid, Anniversary Edition
Carmen Sandiego
CoComelon: Play with JJ
Death’s Door
Diner Out: Merge Cafe
Dumb Ways to Survive
Ghost Detective
Hades
Katana Zero
Lego Legacy: Heroes Unboxed
Ludo King
Monument Valley
Monument Valley 2
Monument Valley 3
Rainbow Six: Smol
Raji: An Ancient Epic
SpongeBob: Bubble Pop F.U.N.
TED Tumblewords
The Case of the Golden Idol
The Rise of the Golden Idol
Vineyard Valley |
Flatpanels - Kilde: Bloomberg, Engadget