Som lovet udruller Samsung nu version 9.0 af Tizen – som findes på 2025-modellerne – til ældre Smart TV. Opdateringen byder på redesignet menu-layout og andre justeringer.
For cirka et år siden ændrede Samsung endelig sin dårlige praksis med ikke at opgradere Tizen i ældre Smart TV. Selskabet lover OS-opgraderinger i 7 år fra TV'ets lanceringsdato.
I oktober 2024 begyndte Samsung at opgradere sine 2023-modeller fra Tizen 7.0 til 8.0 – versionen som 2024-modellerne blev lanceret med i april/maj – hvilket giver en forsinkelse på minimum 6 måneder.
Tizen 9.0 til ældre Smart TV
I denne måned er Samsungs 2024-modeller i Europa begyndt at modtage firmwareversion 2106.0, som opgraderer styresystemet fra Tizen 8.0 til Tizen 9.0.
Det er en reduktion ift. ventetiden på minium 6 måneder sidste år. Det vil dog stadig gå mange måneder før den nye firmware når ud til alle 2023-2024 Samsung TV verden over. Som sædvanlig ruller Samsung opdateringen ud gradvist, så tjek jævnligt om dit TV er det næste i rækken.
Samsung har i skrivende stund ikke meldt officielt ud, hvornår 2023-modellerne får Tizen 9.0.

Samsungs Tizen styresystem til Smart TV. Foto: Samsung
Tizen 9.0 introducerer redesignede indstillingsmenuer, hvor brugeren kan justere størrelse og graden af gennemsigtighed. Der er også et par andre tweaks i brugerfladen, sikkerhedsopdateringer (inkl. CryptoCore) samt understøttelse af Samsungs Live Translate-funktion til undertekster (virker ikke på dansk endnu). Alt i alt er Tizen 9.0 en relativt lille opdatering.
Til gengæld fjerner opdateringen Game HDR-indstillingen med HGiG.
- Kilde: tips, Reddit