Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonMarkant kortere biograf-eksklusivitet i Danmark siden corona - FlatpanelsDK

Markant kortere biograf-eksklusivitet i Danmark siden corona

07 Aug 2025 | Rasmus Larsen |

Fra som tommelfingerregel at have spillet eksklusivt i biografen i 120 dage før corona, får nye film nu i gennemsnit 64 dage uden konkurrence i biografernes mørke sale.

Man kan stadig ikke vælge frit, hvor man vil se en ny film, men man skal som dansker ikke vente lige så længe som det engang var tilfældet.

Coronapandemien vendte i en periode op og ned på filmdistribution, men har også permanent ændret på, hvordan film udgives 3 år efter. Det viser Flatpanels' opgørelse.


Kortere holdback

Flatpanels har to gange tidligere (2022 og 2024) lavet opgørelser over holdback, som det kaldes i branchen. Holdback angiver, hvor længe der går fra en film får biografpremiere, til den frigives til stuebrug. I 2024 kunne vi konstatere, at holdback var faldet til godt 70 dage, altså en market reduktion i forhold til de 100-120 dage, som gennemsnittet lå på inden pandemien. I perioden fra sommeren 2024 til sommeren 2025 er gennemsnittet faldet yderligere til 64 dage. Du kan se datagrundlaget i tabellen nederst. Vi har opgjort tallet for store biograftitler, både danske og internationale.

Ingen over 100 dage

En bemærkelsesværdig udvikling er, at vi skal tilbage til 2023 for at finde en film, der fik mere end 100 dage eksklusivt i biografen i Danmark. Det var Asteroid City og kort forinden Fast X og Oppenheimer. Kommer den nye Avatar: Fire And Ash til at bryde mønstret senere på året? Læs også: 2025 bliver et stort filmår: Her er højdepunkterne Det er de danske film fra nordiske distributører, såsom Nordisk Film og Scanbox, der trækker op i gennemsnittet. Pigen med nålen fik 98 dage eksklusivt i biografen, altså tre og en halv måned. Vi har i opgørelsen ikke taget storfilm med, som får direkte premiere på streamingtjenester, f.eks. de mange film fra Netflix.

Hjemmebiograf

Perioden for biografeksklusivitet er næsten halveret siden før coronapandamien, hvorfor du hurtigere kan se filmene derhjemme.

Filmprincipper fra 1997

De danske film er ofte medfinansieret af danskernes pengepunge via Det Danske Filminstitut (DFI). Danske film holdes dog stadig i jerngreb fordi de er underlagt Filmlovens §1, der binder dem til biografen. Filmloven blev udfærdiget i 1997, hvor filmdistribution var en ganske anderledes øvelse. I 1997 herskede videobåndet – DVD'en blev lanceret samme år – og på sendefladen havde mange danskere kun DR1 og TV 2. 1997 var mere end et årti før Netflix begyndte at streame video i USA.

Køb/leje vs. abonnementsstreaming

VODVideo-on-demand,
ikke-premierefilm til leje
PVODPremium video-on-demand,
premierefilm til køb/leje
SVODSubscription video-on-demand,
abonnementstjenester
Vi har udregnet holdback fra biografpremieren til det tidspunkt, hvor filmen kan købes eller lejes på VOD, altså filmtjenester som Apple TV, Blockbuster mv. Der går længere tid før nye film dukker op på SVOD, som typisk er udgivelsesvinduet efter VOD. Det er abonnementstjenester som Apple TV+, Disney+, Max, Netflix og Viaplay. Ventetiden fra biograf til SVOD kan således stadig overstige 100 dage. Det er denne praksis, Netflix laver opgør mod, ved give nye film streamingpremiere. Det er dog kun muligt med film, som Netflix selv finansierer. Apple Studios er en anden aktør, der trækker filmbranchen mod streaming, men kommende års strategi vil givetvis afhænge af, hvordan F1: The Movie klarer sig på biograflærrederne denne sommer.

Holdback-perioder i 2025

I tabellen herunder har vi inkluderet film udgivet siden sidste sommer. Vil du se holdback-perioden på flere film, kig da på vores opgørelser fra 2022 og 2024. Tabellen kan sorteres ved at klikke på overskrifterne. Du kan desuden filtrere på titel eller filmstudie i tekstfelterne.

Opgørelse: Biografeksklusivitet (holdback-periode)

FilmtitelBiografVODDageFilmstudie
Bad Boys 4: Ride or Die6/6/20246/8/202461dColumbia Pictures / SF Studios
Garfield8/5/202429/7/202482dColumbia Pictures / SF Studios
Inside Out 213/6/202420/8/202468dPixar (Disney)
Fly Me to the Moon12/7/202428/8/202447dApple Studios
Twisters11/7/202413/8/202433dWarner
A Quiet Place Day One27/6/20245/9/202470dParamount
Despicable Me 4 (Grusomme mig 4)4/7/202416/9/202474dUniversal
Deadpool & Wolverine24/7/20241/10/202469dMarvel
Moana 2 (Vaiana 2)28/11/202430/1/202563dDisney
Alien: Romulus15/8/202415/10/202461d20th Century (Disney)
Longlegs8/8/202425/10/202478dScanbox
Borderlands8/8/202424/10/202477dNordsik Film (Lionsgate)
Beetlejuice Beetlejuice12/9/202427/10/202445dWarner
Transformers One26/9/202426/10/202430dParamount
Vogter12/9/20246/12/202485dNordisk Film
Speak No Evil12/9/202423/10/202441dUniversal
Mørkeland22/8/20241/11/202471dSF Studios
Joker 2: Folie a Deux2/10/202421/11/202450dWarner
The Wild Robot (Den vilde robot)3/10/202416/12/202474dDreamWorks (Universal)
Børnene fra Sølvgade10/10/202423/12/202474dNordisk Film
Smile 217/10/202419/12/202463dParamount
Venom: The Last Dance23/10/202426/12/202464dSony Pictures
De lydløse31/10/202423/1/202584dNordisk Film
Wicked21/11/20247/2/202578dUniversal
Gladiator II14/11/202413/1/202560dParamount
Heretic21/11/20245/2/202576dScanbox
Sonic the Hedgehog 325/12/202425/2/202539dParamount
Mufasa: Løvernes Konge19/12/202418/2/202561dDisney
Conclave12/12/202428/2/202578dSF Studios
Nosferatu2/1/202521/3/202578dUniversal
Paddington in Peru16/1/202520/3/202563dStudio Canal / Sony
Pigen med nålen23/1/20251/5/202598dNordisk Film
Captain America: Brave New World12/2/202515/4/202562dMarvel (Disney)
A Complete Unknown20/2/20258/4/202547dDisney
Mickey 176/3/202524/4/202549dWarner
Snehvide (Snow White)20/3/202513/5/202554dDisney
Under stjernerne på himlen20/3/202516/6/202588dTall & Small
En Minecraft film3/4/202520/5/202547dWarner
Sinners16/4/20253/6/202548dWarner
Thunderbolts*30/4/20251/7/202562dMarvel (Disney)
Flatpanels

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Færdig dansk serie fra 2024 endt i streaming-limbo

27 Oct 2025 |

Norlys tv-pakker bliver endnu dyrere i 2026

27 Oct 2025 |

Philips genopliver Ambilight TV parring med Hue & flere lamper

24 Oct 2025 |

Betting-reklamer forbydes på tv før og under kampe

24 Oct 2025 |

Hvem vil købe Warner Bros?

24 Oct 2025 |

Vimeo tilføjer support for VR180 og Apple Immersive Video

24 Oct 2025 |