Pluto TV udvider sin fodbolddækning med FCKs kvindehold og skruer op for sit engagement i kvindefodbold, der inkluderer Brøndby IF.
Det meddelte streameren på et pressemøde torsdag, hvor Flatpanels lyttede med.
Det nye partnerskab mellem F.C. København og Pluto TV skal tilføre profil til den gratis streamer og styrke opmærksomheden på dansk kvindefodbold, ikke mindst hovedstadens løvinder.
Gi’ flere adgang til kvindefodbold
FCKs motivation er at opnå en bredere, dybere distribution af kvindeholdet, lød det på mødet. FCKs egne produktioner vil være tilgængelige døgnet rundt på den nye, gratis Pluto-kanal, som et supplement til F.C. Københavns egne kanaler. Alt indhold vil fortsat være tilgængeligt først på FCK TV.
- "Vi mener, at F.C. Københavns kvindehold kan være med til at gøre en stor forskel i udviklingen af dansk kvindefodbold, og vi er stolte af, at vi på denne måde kan være med til både at øge mængden af indhold og udbrede det til så mange som muligt," sagde Jesper Dahl, VP & General Manager, Pluto TV.
Aftalen involverer også live-kampe og den første var et såkaldt "lille derby" i lørdags mellem B.93 og FCK.
FCKs CEO Jacob Lausen ser også frem til at opnå øget opmærksomheden:
- "Det er helt oplagt at samarbejde med en stærk spiller som Pluto TV, der kan styrke rækkevidden og skabe yderligere opmærksomhed om morgendagens idoler hos F.C. Københavns kvinder," sagde Jacob Lauesen i en pressemeddelelse.

Holdfoto: Freja Borne, FCK Media
Brøndby IF udvikler nyt talkshow til fans
Før sommeren indgik Brøndby IFs kvindehold et partnerskab med Pluto TV om en dedikeret Brøndby IF-kanal med klubrelateret indhold som interviews, dokumentarer mm.
En udvidet aftale åbner nu plads til udvikling af formater, der bringer fans endnu tættere på spillerne – også udenfor kampdage.
- "Nyt er et afslappet samtaleformat udviklet til Pluto TV. Et talkshow i seks afsnit med nuværende og tidligere Brøndby-legender, der deler personlige historier og hidtil ukendte anekdoter. Disse interviews udgives i fuld længde eksklusivt på Pluto TV, og aktiveres via Brøndbys egne kanaler," oplyste Partnership Manager Niklas Buchardt, Brøndby IF, på mødet.
De primære rettigheder til Kvindeligaen (øverste række i dansk kvindefodbold) ligger hos TV 2 fra sæsonen 2025/26 og frem til 2031. Det betyder, at de fleste kampe i Kvindeligaen er på TV 2 og TV 2 Play.