Verdens rigeste mand, Elon Musk, er gået i rette med Netflix, som han mener presser børn til at se "woke" indhold om transkønnede og homoseksuelle.
Der har i flere år floreret kritik af Disney for at fremme en "woke" tankegang om identitetspolitik og berøringsangst overfor krænkende indhold.
Kritikere mener, at det gennemsyrer Disneys nyere film og serier, hvor f.eks. klassiske eventyr som Den lille havfrue omskrives med fokus på diversitet eller hvor homoseksuelle temaer gøres til omdrejningspunkt for historien som i Lightyear.
Efter pres er Disney begyndt at skrue ned for temaerne. F.eks. blev Pixar-filmen Elio omskrevet før udgivelse, så drengen i hovedrollen ikke længere er homoseksuel ligesom den oprindelige instruktør, der forlod filmprojektet.
Netflix i sigtekornet
Nu er Netflix kommet i sigtekornet, anført af Elon Musk, der kritiserer, hvordan animationsserien Dead End: Paranormal Park til børn har en "transgender woke agenda" på grund af en transvestit-karakter. Det skriver medierne The Verge og Variety.
Han har sidenhen peget på et CoComelon-afsnit, hvor en homoseksuel mand opfordrer en lille dreng til at iføre sig tiara-skørt og tutu-krone, og ungdomsserien The Baby-Sitters Club, hvor transvestitter er et tema. I nogle af Netflix' egne spil kan man vælge andre køn end han og hun.
Musk opfordrer folk til at boykotte Netflix, hvilket mange abonnenter har valgt at gøre, hvorefter de deler opsigelsen på sociale medier.
Børneserien Dead End: Paranormal Park omhandler temaer som transvestitter. Foto: Netflix
Pres fra politisk side
Presset fra Elon Musk om at gøre mediemastodonter anti-woke er ikke nyt. I 2024 lavede han en aprilsnar om sig selv som Chief Diversity, Equity and Inclusion (DEI) Officer for Disney, for at gøre indholdet "endnu mere woke".
Men presset kommer også fra højere instanser i USA, hvor Trump-administrationen har forsøgt at gøre selskabers DEI-politikker ulovlige.
Fra politisk front forsøger visse amerikanske republikanske politikere at associere "woke" med demokraterne.
Netflix-aktien har mistet over 13 milliarder dollar i markedsværdi siden kritikken begyndte at rulle tidligere på ugen.
- Kilde: The Verge, Variety