En generation voksede op med Madonna, Nirvana og Michael Jacksons musikvideoer i et uendeligt flow på MTV. I 2026 er det definitivt slut.
MTV – Music Television – populariserede musikvideoen på billedrørs-TV og skabte kulturfænomener, fordi så mange seere så samme tv-udsendelse på samme tid.
Du husker måske de akustiske koncerter, MTV Unplugged.
Det var en alder før internettet var udbredt, om end musik via internettet snart efter begyndte at boble med fildelingstjenesterne Napster og Kazaa. Sidenhen kom iTunes og i dag kan vi se musikvideoer i op til 4K-opløsning på et væld af tjenester inkl. YouTube, Spotify og Apple Music.
MTV lukker musikkanaler
Paramount Global bekræfter til Euronews, at MTVs musikkanaler lukkes fra årsskiftet. Det sker efter 44 år på skærmen. Lukningen sker gradvist land efter land i Europa som led i en spareplan.
Lukningen omfatter MTV Music, MTV 80s, MTV 90s, MTV 00s, Club MTV og MTV Live. Kanalen med reality-tv fortsætter.
I Danmark har YouSee bekræftet, at den eneste tilbageværende musikkanal, MTV Hits, lukker ved årsskiftet. Allente sender MTV 80s og MTV 00s i Danmark. De lukker også.
Hvilken musikvideo er for dig synonym med MTV?
- Kilde: Paramount via Euronews, Digitalt.tv