Microsoft dropper ikke konsoller, men der kommer væsentlige ændringer. Det bekræfter chefen for Xbox, samtidig med, at der florer rygter om et prispunkt på 1000 dollar.
Næste konsolgeneration skydes angiveligt i gang i efteråret 2027, og både Sony og Microsoft er begyndt så småt at tale offentligt om deres planer.
Begge partner har eksempelvis bekræftet, at konsollerne får AMD-chip. Et af de store spørgsmål, der klæber sig til de kommende konsoller, er prisspørgsmålet, foranlediget af, at konsollerne for første gang er blevet dyrere over tid i denne konsolgeneration.
Meget premium, high-end Xbox
I et interview med mediet Mashable blev chefen for Xbox, Sarah Bond, spurgt ind til rygterne om, at næste Xbox vil minde mere om en gaming-PC. Hun sagde følgende:
- "Jeg kan bekræfte, at du har ret i, at den næste konsol bliver en meget premium, meget high-end og nøje kurateret oplevelse," sagde Sarah Bond (maskinoversat). "Man begynder allerede at se nogle af vores tanker i denne håndholdte (ROG Xbox Ally, red), men jeg vil ikke afsløre det hele endnu."
Med kommentaren bekræfter hun, at den nye konsol bliver dyrere – rigtig dyr, lader det til. En af årsagerne er, at Microsoft ikke længere vil binde konsollen til egen spilbutik, hvilket selskabet selv har bekræftet, samtidig med, at der skal fokuseres på mere high-end hardware. Det vides ikke, om der kommer en afløser for den billigere Xbox Series S.
Microsoft har tidligere sagt, at konsollen kommer til at levere "det største teknologiske spring, du nogensinde har set i en hardwaregeneration".
Dobbelt så dyr?
Kilder, som tidligere har lækket korrekt information om AMD-baserede spilkonsoller, taler nu om en salgspris på 1000 dollar, idet konsollens hardware angiveligt skulle koste mindst det dobbelte af Xbox Series X. Det skriver mediet WCCFTech. Det er foreløbigt kun rygter.
Xbox Series X blev lanceret i november 2020 til 500 dollar. Såfremt rygtet passer, vil den næste Xbox altså få en dobbelt så høj lanceringspris, hvilket er langt mere end udviklingen i inflationen. Salgsprisen på Xbox Series X er i dag over 500 dollar efter flere prisstigninger.
Asus og Microsoft lancerede for nylig en håndholdt ROG Xbox Ally X til 1000 dollar.
Sony har ikke givet nogen indikation på prisniveauet på PlayStation 6. Forventingen er dog, at denne bliver billigere end den nye Xbox.
- Kilde: Mashable, WCCFTech