Test: Hisense U8Q (miniLED LCD)
U8Q er den første TV-skærm fra Hisense, som Flatpanels har haft på testbænken, hvorfor vi har ikke et referencegrundlag til tidligere modeller. Til gengæld står det klart, at Hisense med U8Q går i skarp konkurrence med miniLED LCD TV fra mærker som Samsung, Sony og TCL. Hvordan klarer Hisense sig i det selskab? Lad os undersøge sagen. Hisense U8Q findes i 55 til 100 tommer. Vi har testet 65-tommeren. Læs også: Oversigt: Hisense 2025 TV-skærmeFørste indtryk
Med store skærme og slanke rammer er det efterhånden begrænset, hvor meget man kan gøre ved design af TV-skærme. Ikke overraskende ligner Hisense U8Q da også andre miniLED LCD TV i klassen. Omkring LCD-panelet er en slank ramme, der er lidt bredere i bunden end på de tre andre sider samt en midterjusteret fod i metal. Foden kan ikke drejes. U8Q har en strømlinet bagsiden, der har samme bredde over hele fladen, så den kan komme tæt op mod væggen ved vægmontering. Som helhed er skærmen dog lidt tykkere end de slankeste TV-skærme på markedet, og tungere end et 65-tommer OLED TV. De fleste stik er samlet på bagsiden og peger mod siden så de ikke skaber udfordringer ved vægmontering. Der er tre HDMI 2.1 porte, som alle leverer op til 4K 165Hz båndbredde til f.eks. spilkonsoller. I stedet for en fjerde HDMI-port har Hisense valgt en unik løsning med USB-C, hvilket vi for første gang ser på en TV-skærm. USB-C porten sidder på venstre ramme, så den er let tilgængelig, og porten supporterer både strømtilførsel og DisplayPort så f.eks. PC eller tablet kan tilsluttes TV'et. Strømstikket sidder i den modsatte side og peger også til siden. USB-C er en spændende løsning, som får større relevans i takt med at flere enheder udstyres med USB-C, men om det er en reel konkurrent til HDMI-standardens dominans i TV-skærme vil vi for nuværende lade være usagt. Personligt ville jeg nok savne en fjerde HDMI-port.Annonce:Brugeroplevelse & features
Vi har efterhånden stiftet beskendtskab med adskillige generationer af Google TV, Apple tvOS, LG webOS, Samsung Tizen og andre TV-styresystemer. Hisense kører i Europa solo med eget Vidaa OS, der også licenseres til andre mærker såsom Toshiba. Opsætningen er ligetil. Man kan bruge fjernbetjeningen eller Vidaa appen. Undervejs opfordres man til at acceptere en række vilkår for reklamer og dataindsamling, herunder ACR (Automatic Content Recognition), som holder øje med, hvad du ser på skærmen. Man får altså hurtigt indtryk af, at Vidaa er opbygget om reklamer og dataindsamling, og allerede under opsætningen ses en stor reklame for Netflix.Der er en del reklamer i Vidaa, allerede under opsætning af TV'et (højre). Foto: Flatpanels På hovedskærmen vil man bemærke, at Vidaa har samme reklamekarrusel øverst. Her fremhæves indhold fra partnere. Lige under findes en række med installerede apps, hvor man selv kan vælge rækkefølgen. Længere nede findes indholdsrækker fra udvalgte streamingtjenester, hvor titler fremhæves, ligesom man kender det fra f.eks. Google TV. Brugeren har ikke kontrol over disse indholdsrækker. Vidaa er et linux-baseret styresystem, hvorfor meget af kodebasen grundlæggende er den samme som i andre TV-styresystemer. Det betyder dog ikke, at streaming-apps automatisk kan køre på Vidaa. Udviklerne skal dedikere arbejdstimer og udsende Vidaa apps. Det har historisk været en svaghed for Vidaa, for selvom der er bred support af internationale apps, såsom Prime Video, Netflix og Disney+, har der været mangler blandt danske apps. Hisense arbejder på sagen, oplyser de, og der er da også begyndt at ske noget. Senest er TV 2 Play landet på Vidaa i tillæg til danske apps som DRTV og Viaplay. Der findes stadig ikke apps fra tv-distributører som YouSee og Norlys. Apps fungerer overordnet fint, men der er begrænsninger: DRTV er HbbTV-versionen til Smart TV, der ikke kan afspille alt indhold og ikke er så udbygget som appen til Apple TV og Google TV. Apple TV appen giver kun adgang til Apple TV+, altså ingen filmleje/køb direkte i appen. I stedet kan man leje film fra Rakuten. Navigationen på Vidaa-hjemmeskærmen er derimod overraskende hurtig, og fjernbetjeningen føles responsiv. Apps åbner uden større forsinkelse, men man kommer alligevel igennem en del loading-skærme. Animationerne, når man navigerer i Vidaa, kan dog til tider være lidt grove, hvilket gør, at Vidaa ikke føles helt lige så flydende og lækkert, som det kunne være. Efter at have trykket på to af fjernbetjeningens sponsorerede app-knapper hurtigt i træk oplevede vi, at videostreaming ikke længere havde billede i nogen apps. Det krævede, at strømmen blev trukket så TV'et genstartede.TV-platformen Vidaa. Foto: Flatpanels Hisense U8Q er det første TV udstyret med MediaTek Pentonic 800 (MT9655) chippen, som afløser Pentonic 700 fra blandt andet TCL Google TV. Vi kan ikke benchmarke Pentonic 800, da vores benchmark-apps ikke kører på Vidaa, men på papiret er Pentonic 800 ikke væsentlig hurtigere end 700. Den primære fordel ved Pentonic 800 er, at den kan supportere flere HDMI 2.1 porte, hvilket Hisense har omfavnet med tre HDMI 2.1 og én USB-C med DisplayPort. Ros for det da to HDMI 2.1 porte, hvoraf én er HDMI eARC, er og forbliver en begrænsning på mange TV-skærme. Der findes en håndfuld spil i Vidaas app-butik, men det er helt simple webspil. Pentonic 800 er ikke kraftig nok til afvikle noget i nærheden af konsolkvalitet. Vidaa opdateres efter køb og Hisense lover op til 8 års support. U8Q leveres med Vidaa 9.0 præ-installeret. Vidaa har ikke god multitasking, så hvis man streamer video i en app, trykker på hjem-knappen for at komme til hovedskærmen, og går ind i appen igen, vil langt de fleste apps starte helt forfra i stedet for at fortsætte videostreaming eller vende tilbage til den menu, man var i. Det gør, at Vidaa føles for "light" i mange situationer. YouTube appen er en undtagelse. Apple AirPlay 2 og Apple Home understøttes, men ikke Google Cast (Chromecast). Med AirPlay kan man sende mediefiler trådlåst over på U8Q via en iPhone/iPad/Mac og det fungerede som tiltænkt, men Android-brugere vil nok savne Google Cast. Vidaa trænger overordnet til polering og vi vil sidestille det mere med LGs webOS og Samsungs Tizen end Apples mere polerede og udbyggede tvOS eller Googles udbyggede Google TV, om end Vidaa med sit reklamefokus minder meget om Google TV. Som nævnt savner vi visse apps i Vidaa, både danske og internationale, såsom Xbox og Nvidia GeForce Now, samt den fulde DRTV og Apple TV app. I dansk sammenhæng er Vidaa efterhånden gangbar, men vi savner bare lidt hele vejen rundt før det bliver rigtig godt, og udviklingen indenfor reklamer bekymrer os. Kigger man ud over Vidaa, understøtter Hisense naturligvis funktioner som HDMI eARC og HDMI CEC-styring. Vi oplevede under testen ingen problemer. Begge systemer var aktiverede fra start så eksterne HDMI-enheder kan styres med TV'ets fjernbetjening – og vice versa. Der er indbygget WiFi 6E og Bluetooth 5.3 – Hisense er helt fremme i feltet. Ethernet-porten er dog begrænset til 100 Mbps – ligesom på alle andre TV-skærme. Vi testede om HDMI 2.1 QMS virkede med tanke på, at Hisense har opgraderet til MediaTek Pentonic 800 chip. Det gør det desværre ikke. Såfremt QMS til at skifte billedfrekvens uden sort mellemliggende skærm (med Apple TV 4K) er vigtig for dig, skal du i stedet kigge på LG og Samsung.Betjening
Hisenses fjernbetjening har fin form og tyngde, og oplades med USB-C, f.eks. gennem TV'ets USB-C port. Det er en lille detalje, men det gør det supernemt at oplade fjernbetjeningen. Der sidder et lille solpanel nederst på fjernbetjeningen, som oplader batteriet. Samsung introducerede for nogle år tilbage et solpanel på deres fjernbetjening, men det sidder på bagsiden, hvorfor man skal huske at vende fjernbetjeningen om, når man ikke bruger den – og hvem får gjort det? Det er ikke tilfældet hos Hisense, men til gengæld er solpanelet ikke så kønt. Til gengæld har fjernbetjeningen et virvar af knapper, hvilket desværre ikke bidrager til brugervenligheden. Vi opfordrer Hisense til at nedbringe antallet drastisk. Navigationsfeltet i midten ligner et hjul, men kan hverken drejes eller betjenes med touch. Det er regulære knapper, der fungerer godt til navigation, og back-knappen sidder logisk placeret lige nedenunder til venstre. I virvaret af knapper finder man seks sponsorerede knapper, hvor TV Channels+ knappen dog i Danmark åbner normale tv-kanaler (i andre lande åbnes reklamefinansierede tv-kanaler). Nedenunder sidder en knap med et hjerte på kaldet 'Custom', som kan brugerkonfigureres til at åbne en specifik app eller HDMI-port. Det er smart og de seks knapper ovenfor burde have samme funktion (og intet print på).Annonce:Overordnet set en fin fjernbetjening, der er responsiv (forbinder med Bluetooth, så du ikke skal pege direkte på TV'et), men med alt for mange knapper og sponsorerede elementer, hvilket trækker ned i den overordnede brugeroplevelse.Fjernbetjenings hjerte-knap kan konfigureres af brugere til f.eks. at skifte til en specifik app eller HDMI-port. Foto: FlatpanelsTV-lyd
Hisense U8Q er udstyret med et 4.1.2 lydsystem, hvilket lyder voldsomt for indbygget TV-lyd. Med både "subwoofer", sidevendte- og loftvendteenheder forsøger Hisense at bruge rummets vægge og loft til at virtualisere surround-lyd. I praksis oplever vi ikke, at man får særlig meget surround-effekt, men lydperspektivet virker lidt bredere end i skærme med stereo-højttalere. Til tider kammer det over og virker kunstigt. Bassen er kraftigere end forventet og kan svagt mærkes i bordet, hvorpå TV'et står. Det løfter det overordnede lydbillede i film og tv-serier, men der er naturligvis stadig begrænsninger for, hvad et TV-kabinet kan levere, og bassen virker stadig indelukket i mange situationer. TV'ets højttalere vil gå an til blandet TV-brug, men til hjemmebiograf bør du tænke i eksterne højttalere. Til musik står højttalerne dårligere. Der mangler klarhed, klang, dybde og stemning i musikken i en sådan grad, at jeg personligt ikke ville nyde at lytte til musik på U8Q. Hisense understøtter både Dolby og DTS lydformater, og vi bekræftede, at U8Q dekoder såvel DTS:X som Dolby Atmos. Herudover understøttes DTS:X IMAX Enhanced, som Disney+ tilbyder en håndfuld Marvel-film i. Hisense er dermed det blot andet TV-skærme – efter Philips – som teknisk set supporterer DTS:X IMAX Enhanced, men... Desværre var det ikke muligt at aktivere DTS:X lyden i Disney+ appen, ligesom det er muligt hos Philips. Hisense U8Q blev på Dolby Atmos selvom vi valgte DTS:X udgaven af en Marvel-film. Sammen med HDMI 2.1 eARC sikrer support for DTS:X and Dolby Atmos i øvrigt, at man kan gennem- og videresende DTS:X og Dolby Atmos til eksterne lydsystemer. Hisense har luftet planer om at understøtte den trådløse lydplatform Dolby Atmos FlexConnect, hvilket MediaTek Pentonic-chippen kan supportere, men det understøttes ikke i U8Q. TCL er først på banen med Dolby Atmos FlexConnect.Kalibrering
Ligesom andre TV-producenter har Hisense et virvar af billedprofiler – det forvirrer mere end det gavner. U8Q står som udgangspunkt i 'Energy Saving', der ikke er præcis. Dynamic og Standard er også krads. Cinema-profilen kan gå an til oplyste lokaler, men det mest præcise udgangspunkt er Filmmaker Mode, om end den også mangler lidt præcision. I forbindelse med vores kalibrering noterede vi os, at gamma BT.1886 ikke korrekt følger BT.1886, hvilket er en fejl – den har for høj gamma så lyset ikke helt matcher. Vælg i stedet Gamma 2.2 i billedmenuen, hvis du kalibrerer til mørke rum (Gamma 2.2-indstillinger giver gamma 2.4) eller Gamma 2.0 (giver gamma 2.2) til mere oplyste rum. Vi noterede os samtidig, at der er indbyrdes afhængighed mellem indstillingerne Backlight, Contrast og Gamma, hvilket gør kalibreringen af lysskalaen i SDR mere vanskelig end den burde være. Vi nåede et tilfredsstillende kalibreringsresultet, men noterer os, at miniLED-zonerne er ret uforudsigelige og kalibreringen ikke måler ens to gange i træk. Det er et generelt kendetegn for miniLED-zonestyring i LCD TV. Hisenses Game-profil til spilbrug fungerer ligesom hos LG. Det vil sige, at den aktiveres automatisk (eller manuelt) ovenpå de andre billedprofiler, når TV'et registrerer et HDMI-signal fra en spilkonsol. Det er efter vores opfattelse en bedre måde at gribe det an på, idet man kan fastholde sine kalibrerede billedindstillinger, samtidig med, at input-forsinkelse på signalet nedbringes. Man kan f.eks. aktivere Game mode ovenpå Filmmaker Mode. Dermed fremvises PC/konsolspil som tiltænkt. I HDR er det igen Filmmaker Mode, du skal have fat i. U8Q når højlys på over 4000 nits, men kun i et 10% vindue. I et 1% vindue, hvor de lyseste elementer ofte bruges i film og serier, når den lidt over 2000 nits. Den høje lysstyrke opretholdes i Game-profil. Vi målte stabiliteten af lyset og efter 1 minut faldt det kun med 100-200 nits til 3900 nits. Modsat TCL bruger Hisense ikke boost-funktion til at nå 4000 nits, hvilket gør, at miniLED-zonerne er lidt mindre uforudsigelige. Til Dolby Vision-indhold anbefales Dolby Vision Dark-billedprofilen. Farvedækning af DCI-P3 og Rec.2020 blev målt til henholdsvis 97% og 74%, hvilket svarer til andre high-end LCD TV. Det matcher ikke QD-OLED.Målte billedprofiler
Tryk på profilen for at se målekurve
Energy Saving (SDR) Dynamic (SDR) Standard (SDR) Filmmaker Mode (SDR) Cinema (SDR) Game (SDR) Energy Saving (HDR) Dynamic (HDR) Filmmaker Mode (HDR) Cinema (HDR) IMAX Cinema (HDR) Game (HDR) Venstre: Standard-billedprofil. Højre: Kalibreret Målinger
Vores "målinger"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV'ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen. Bemærk: I 2021 implementerede vi en ny metode for måling af gennemsnitligt strømforbrug i SDR og HDR, hvilket gør at tidligere års målinger ikke er 1:1 sammenlignelige. I SDR måles der i ‘Kalibreret' strømforbrug ved en lysstyrke ca. 100-110 nits for at normalisere målingerne på tværs af skærme (vores anbefaling for kalibrerede billedindstillinger kan variere). Denne metode vil blive anvendt fremadrettet.Bemærk: Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.Billedkvalitet
Hisense oplyste på forhånd, at U8Q har 1092, 2048, 2880, 3168 og 6144 miniLED-zoner i 55, 65, 75, 85 og 100 tommer, hvilket er lidt flere end vi fandt i testen af TCL C8K og tre gange flere end i Samsung QN90F. Lige så vigtigt er dog LCD-paneltypen og her mikser Hisense desværre VA og IPS, med meldinger om, at 55" og 75" kan være IPS. Vi testede 65-tommeren med VA LCD-panel. Panellotteriet er en skam, da der er væsentlige billedmæssige forskelle på IPS LCD og VA LCD, som du bør være opmærksom på. Vi nåede ikke op i 5000 nits højlys, som Hisense skilter med, men vi nåede pænt over 4000 nits. Og med knap 900 nits i fuldskærm, altså når hele billedet er oplyst af hvid, har skærmen voldsomt overskud i lysstyrken, der godt kan blive for meget for øjnene, når det ikke er solskin – der bør generelt skrues ned. Som altid skal der på LCD TV tages forbehold mht. højlyset,idet HDR-indhold typisk kun bruger kraftigt højlys i meget små dele af billedet. Omkring 2000 nits højlys er derfor mere retvisende for, hvad du får med HDR-indhold på Hisense U8Q. Hisense bruger – modsat TCL – ikke boost-funktion til at "booste" højlyset i korte momenter, og højlyset kan på U8Q opretholdes i mere end et minut, så igen; der er godt knald på lyset, når HDR-indhold beder om det. Det gør også, at skærmen kan levere dette højlys mere konsistent i film, serier og spil i HDR-format. Desværre oplevede vi, at zonestyringen i U8Q var for aggressiv i en sådan grad, at den kunne ses oftere end forventet. Det er et resultat af, at der kun er ca. 2000 miniLED-zoner fordelt på over 8 millioner pixels (1 zone for hver 3000 pixels), hvorfor kraftigt lys vil "bløde" ud i mange andre pixels uhensigtmæssigt. Det kom ikke kun til udtryk som lysglorier (blooming) om undertekster eller kraftigt oplyste billedelementer, men til tider også i f.eks. menuen med hvid tekst på sort baggrund, som set i videoen til højre. Hisense bør forbedre sin algoritme til at styre miniLED-zonerne. Vi foretrak at sætte lokal dæmpning (local dimming) til Lav-indstilling. Jeg skal dog skynde mig at understrege, at miniLED-zonerne bestemt bidrager til herlig billedkvalitet i mange sekvenser, særligt oplyste scener udendørs. 2000 zoner giver en helt anden billedoplevelse end 100-200 zoner, der i årevis var normen i LCD TV før kineserne begyndte at rykke. Der er mere dybde, kontrast og intensitet i billeder, når HDR-indholdet kræver det, både i hvidt lys og farver. Men som jeg plejer at sige med zone-styrede LCD TV, så er billedet flot indtil det ikke længere er det, typisk når der kommer en mørk scene eller en scene med høj kontrast. Udfordringerne var tydelige op mod et OLED TV: Hisenses miniLED har tendens til overeksponere, som vist herunder. Jeg vil vurdere miniLED-systemet til ét niveau under TCL C8K, men bedre end i Samsungs QN90-serie.Venstre: Hisense U8Q miniLED LCD. Højre: OLED TV. Foto: Flatpanels Billedmotoren kalder Hisense for Hi-View Engine Pro. Den har mange lighedstræk med andre billedmotorer i dag, nok fordi MediaTeks chip ligger bagved flere af processerne. Der kan aktiveres støjreduktion, udglatning af gradienter og meget andet, men som bekendt anbefaler Flatpanels at slå det meste fra. Hisenses motion-system, der udglatter bevægelse, kan sættes til 'Film'-indstilling for at modvirke den stroboskopiske effekt, der opstår særligt, når 24fps film fremvises på skærme med høj lysstyrke. Soap opera-effekten holdes ved denne indstilling til et minimum.Annonce:U8Q har overordnet set gode billedkarakteristika, der i vidt omfang gør det en fornøjelse af se film, serier og tv-programmer i både SDR og HDR. Der er masser af overskud i lyset til oplyste stuer og skærmen excellerer til sport. Det er mørke scener og brug i mørke omgivelser, som giver udfordringer. I SDR kommer miniLED-zonerne ikke i spil på samme måde, fordi indholdet ikke kræver det, hvorfor man heller ikke ser udfordringerne i samme grad. Alt i alt efterlades man med et indtryk af billedkvalitet, der overgår næsten alle LCD TV i prisklassen, og faktisk matcher visse dyrere LCD-modeller fra f.eks. Samsung og Sony. Det er i dag kineserne, der tilbyder klart mest billedkvalitet for pengene på LCD TV, altså Hisense og TCL. Det i sig selv er en stor ros til Hisense. Hisense bruger ofte VA LCD-paneler fra den kinesiske panelfabrikant BOE, der sommetider også leverer til Samsung. Da vi undersøgte panelet med mikroskop, konstaterede vi, at de røde, grønne og blå subpixels er opdelt i 8 domæner, hvilket forklarer, hvorfor betragtningsvinklerne er bredere end på normale LCD TV. Det er samme "trick" som TCL bruger i C8K til at øge betragtningsvinklen. Det er positivt, da det ikke lader til at afgørende bivirkninger. Betragtningsvinklerne kunne godt være endnu bredere, men det er herligt, at man nu kan få VA LCD med brede betragtningsvinkler i stedet for det historiske dilemma om middelgod kontrast men smalle betragtningsvinkler (VA LCD) eller svag kontrast og brede betragtningsvinkler (IPS LCD). OLED har stadig synligt bredere betragtningsvinkler.Betragtningsvinklerne på U8Q er bredere end på normal VA LCD, men sort påvirkes stadig meget pga. miniLED-zonerne. Foto: Flatpanels Vender vi blikket mod gaming, har Hisense samme implementering af Game-profil som LG. Det vil sige, at spilprofilen aktiveres (og nedbringer inputforsinkelsen) ovenpå de normale billedprofiler. Det sikrer, at man kan få præcise farver. Som udgangspunkt vil Hisenses local dimming-indstilling står på 'Lav' i Game-profil. Man kan ændre den til 'Mellem' eller 'Høj', men det anbefaler vi ikke. Det samme gælder VRR-tilstand. Med andre ord kan man stadig få gavn af miniLED-zonestyring når gamer, hvilket for år tilbage ikke var muligt. Det sikrer god kontrast og er særlig vigtigt for spil i HDR-format. I Ori and the Will of the Wisps, som er et af de spil, der gør bedst brug af mulighederne i HDR, og som samtidig strestester skærmene, så billedet rigtig godt ud det meste af tiden, men der er noget med de mørke scener, hvor der ses en slags "smearing", altså at hurtige bevægelser kan få nogle ting i billedet til at fremstå udsmattede. Det skyldes LCD-panelets langsomme responstid. Det kræver måske et trænet øje, men LCD halter stadig efter OLED på dette område. Input-forsinkelsen på HDMI-porten er med omring 21-22 ms lidt højere end de hurtigste TV derude. Ori glimrede af lys og generelt var der god kontrast, men spillet stråler ikke helt med same gnist og intensitet som på OLED TV. Overordnet er billedkvaliteten i spil, navnlig HDR-delen, meget lig den, vi så på TCL C8K. I spil, der foregår i dagstimerne, leverer Hisense omvendt billeder, der er endnu mere intense og slagkraftige end på OLED TV. Det skyldes det store overskud i lyset. Det er imponerende at køre igennem solbeskinnede landskaber i Forza eller Dirt. Som nævnt har Hisense U8Q endelig fået mere end to HDMI 2.1 porte. Med tre af slagsen er man godt dækket ind med spilkonsoller, samtidig med, at man kan tilslutte en soundbar eller receiver til HDMI 2.1 eARC. Hisense understøtter også alle de andre spilfunktioner dvs. 4K 120Hz (op til 4K 165Hz eller 1080p 288Hz med en PC), ALLM, VRR, AMD FreeSync osv. De har en spilmenu, der kan frembringes for hurtig adgang til spilfunktioner og information om inputsignalet, f.eks. opdateringsfrekvensen. Samtidig kan man med u(Q få spiloplevelsen helt op i 100-tommer uden at låne i sin friværdi – det løfter spiloplevelsen!Konklusion
Med skift til Pentonic 800-chip leverer Hisense endelig mere end to HDMI 2.1 porte, helt konkret tre plus én USB-C port for første gang i et TV. USB-C er en spændende løsning, men tiden må vise, om HDMI kan udfordres. Hisenses egen Vidaa-platform opleves som hurtig og responsiv. Nu er DRTV, TV 2 Play og Viaplay kommet med, men der er stadig huller i app-supporten, og en del reklamer i brugerfladen. Vidaa er tæt på at matche LG webOS og Samsung Tizen.Annonce:Annonce:Hisense U8Q er helt fremme i feltet på miniLED-teknologi, hvilket giver billedkvalitet tæt på TCL C8K. U8Q overgår modeller i samme prisklasse fra f.eks. LG, Samsung og Sony – kineserne styrer nu udviklingen på miniLED. Modsat TCL, konstaterede vi ikke brug af boost i U8Q for nå over 4000 nits højlys, men til gengæld kunne zonestyringen godt være mere afbalanceret – der er for ofte lysglorier i billedet. MiniLED LCD matcher ikke OLED på billedkvalitet, men har højere lysstyrke til brug i dagstimer eller med meget lyst indhold, f.eks. skisport. U8Q har bredere betragtningsvinkler end typiske VA LCD TV. Til gaming er Hisense også med fremme i feltet med HDMI 2.1, ALLM, VRR osv. Det virker, men LCD-panelet kan til tider give slørede bevægelser. Fjernbetjeningen er responsiv og føles god, men bør simplificeres gevaldigt – og dropper reklameknapperne. Lyden er over gennemsnittet, men til film, serier og musik anbefaler vi stadig ekstern lyd. U8Q har AirPlay 2 men ingen Google Cast. Vi savner også HDMI 2.1 QMS. Alt i alt leverer Hisense med U8Q et af tidens bedste miniLED LCD TV, der er til at betale, i helt op til 100 tommer – det er en model, vi kommer til at holde skarpt øje med i tilbudsperioder. Vi savner dog lige det sidste vejen rundt; på Vidaa, billedpræcision, miniLED-styring, funktioner mv. Vi ser frem til at teste flere Hisense TV i fremtiden.Billedkvalitet, 2000 miniLED-zoner
Op til 4000 nits i HDR
Vidaa har fået danske apps
Bredere betragtningsvinkler
3x HDMI 2.1 og 1x USB-C
Vidaa opgraderesminiLED glorier, stadig for få zoner
Mangler lidt billedpræcision
Reklamer i Vidaa & på fjernbetjening
Ingen Google Cast og HDMI 2.1 QMS
Panellotteri









